FNAT

Fnat er en ufarlig sygdom, men for at modvirke spredning er det vigtigt at kontakte egen læge ved mistanke, så effektiv behandling kan iværksættes hurtigst muligt.

Symptomer på fnat

Fnat (scabies) er forårsaget af fnatmiden, der er 0,25 mm stor og kun kan ses med lup. Det mest fremherskende symptom på smitte er ret pludselig udvikling af intens kløe over hele kroppen, som oftest opstår 3-6 uger efter smittetidspunktet. Hos personer, der tidligere har haft fnat, kan kløen opstå få dage efter fornyet smitte. Kløen er værst ved sengetid. Fnatmiden kan ved stuetemperatur overleve uden for kroppen i op til 36 timer.

Hudsymptomer ved smitte med fnat viser sig som udslæt med små vabler. Udslættet ses især i den tynde hud ved fingermellemrummene og på fingre, ved albuer, bryst og i skridtet. På grund af den kraftige kløe kommer der ofte kradsningsmærker på huden. 

Hos patienter med nedsat immunforsvar og hos ældre personer kan fnat i sjældne tilfælde have form som skorpefnat (norsk fnat), typisk uden kløe. Skorpefnat skyldes ikke en speciel fnatmide, men er en betegnelse for symptomer på smitte med fnat, hvor der forekommer et stort antal fnatmider i skorpet, skællende hud. Patienten er derfor mere smitsom. 

Undersøgelse hos læge

Har man mistanke om, at man har fået fnat, bør man kontakte egen læge. Der bør altid stilles en sikker diagnose hos patienten, enten ved at man finder og identificerer en levende mide, eller ved at man finder en såkaldt scabiesgang, da dette er et unikt symptom for fnat. Diagnosen skorpefnat bør stilles af en speciallæge i hudsygdomme, som man skal henvises til via sin egen læge.

Smitte

Smitte med fnat kræver almindeligvis tæt hudkontakt, og smitten ses derfor primært hos seksualpartnere, tæt familie eller i forbindelse med plejeprocedurer for eksempel bleskift på institutioner. 

Skorpefnat kan dog smitte ved almindelig berøring på grund af det større antal fnatmider. I sjældnere tilfælde kan der forekomme smitte via møbler med polstring, brug af fælles tekstiler fx håndklæder og viskestykker, via sengeredning og sengetøj og håndtering af snavsetøj.

Der er som udgangspunkt ikke nogen grund til at undgå normal social kontakt, hvis man har mistanke om, at man har fnat. Man betragtes som smittefri 8-12 timer efter påbegyndt behandling.

Behandling af fnat 

Almindelig fnatbehandling består af omhyggelig indgnidning af cremen permethrin (NIX), der smøres på hele kroppen fra kæberanden og nedefter. Det er bedst at smøre cremen på om aftenen, så den kan virke hele natten over, hvorefter den vaskes af om morgenen. I forbindelse med at behandlingen startes, skal man skifte til rent tøj, og der skal lægges rent sengetøj på. Til forskel fra voksne kan børn under 1 år have fnat i ansigt og hårbund, så hos spædbørn skal disse områder også behandles.

Behandlingen skal gentages efter 7 dage. Efter behandlingen kan kløen bestå i flere uger, hvilket ikke udtryk for, at behandlingen har svigtet. Har man skorpefnat bør en speciallæge i hudsygdomme ordinere eventuel supplerende behandling. Patienten betragtes som smittefri 8-12 timer efter første behandling.

Patientens eget tøj vaskes ved minimum 60ºC. Tåler det ikke vask, kan det stilles for sig eventuelt i en plasticpose i 48-72 timer eller lægges i dybfryseren 1 døgn.

Husstandskontakter eller tætte kontakter til patienter med fnat skal også behandles. De bør tage en forebyggende behandling 1 gang med NIX-kur. Har der været symptomer på fnat, skal de behandles 2 gange. Det er vigtigt, at alle behandles samtidig, da andre familiemedlemmer kan være smittet, selvom de endnu ikke har fået symptomer.

Spørg din læge, hvis du er i tvivl om behandling eller smitterisiko.

Behandling af fnat hos beboere på døgninstitutioner/plejecentre samt på sygehuse

Hvis der kommer tilfælde af fnat hos indlagte patienter og beboere på plejecentre med videre, gælder der særlige forholdsregler om isolation, hygiejniske forholdsregler og forebyggende behandling af personale og medpatienter/beboere.

De Nationale Infektionshygiejniske retningslinjer – Supplerende forholdsregler (se siderne 54-58) (Statens Serum Institut)

Er der behov for det, kan personalet kontakte hygiejnesygeplejersken i kommunen for at få vejledning, eller eventuelt den regionale hygiejneenhed eller Styrelsen for Patientsikkerhed (tidl. embedslægerne).

Behandling af fnat hos børn og unge i børneinstitutioner og skoler

Smitte uden for husstanden er sjælden. Da små børn ofte er i tæt kontakt med de voksne på institutionerne, kan der dog i sjældne tilfælde ske smitte i børneinstitutioner. Smitte blandt skolebørn er yderst sjældent. Behandling af børn i institution/skole er den samme som ved tilfælde i samfundet i øvrigt. Der er ikke grund til at behandle andre børn eller personale i institutionen/skolen, med mindre de udviser symptomer. 

Se i øvrigt Vejledning om smitsomme sygdomme hos børn og unge (s. 35-36)

Forældrene bør være opmærksom på kløe og udslæt hos børnene i 3-6 uger efter sidste tilfælde. Børnene kan komme i institution/skole efter iværksat behandling.

Information til forældre om smitte og behandling af fnat

Er der behov for det, kan den kommunale sundhedspleje vejlede personalet om hygiejniske forholdsregler med videre. Sundhedsplejen kan om nødvendigt søge rådgivning hos Styrelsen for Patientsikkerhed (tidl. embedslægerne).