ØJENBETÆNDELSE


 
Hvad er øjenbetændelse?
Øjenbetændelse kan enten skyldes en virus eller bakterier. Det er dog ofte muligt, at skelne om det er det ene eller det andet.

Er det en virus, vil symptomerne være lidt slim i øjenkrogen, lettere rødmen og eventuelt kløe. Det kan dreje sig om et øje eller begge øjne - ses ofte ved forkølelse.

Er det en bakteriel øjenbetændelse vil der være en kraftig rødmen, lysskyhed og gult pus, især om morgenen. Øjenbetændelse begynder oftest i det ene øje, og kan brede sig til det andet øje.
 
Hvad kan du gøre?
Sørg for at barnet ikke befinder sig i træk. Du kan bade øjet med et sterilt gazekompres fugtet med sterilt saltvand. Øjet bades udefra og ind mod næsen. Sørg for ikke at sprede smitten ved at vaske hænder ofte, og ikke gnide barnet i begge øjne med det samme stykke sterile gazekompres. Prøv at undgå, at barnet gnider sig i øjnene.
 
Hvornår bør du søge os?
Hvis det er en bakteriel øjenbetændelse, kan vi udskrive en recept på øjendråber eller øjensalve. Symptomerne vil forsvinde i løbet af 2-3 dages behandling.
 
Kan barnet komme i institutionen?
Ved øjenbetændelse, som skyldes virus, kan barnet afleveres i institution. Ved øjenbetændelse som skyldes bakterier, kan barnet afleveres i institutionen efter et døgns behandling.